Musik

Hænder på klaver
Kristian Marcussen, pianist. Foto: Mette Munch

Melodiøs musik i ørenhøjde

Medicine Melodies producerer musik, der både er skabt ud fra et kunstnerisk udtryk, og som er rettet mod en bedre mental sundhed.

Det er med afsæt i min egen process med at bruge musik i forhold til min mentale sundhed, jeg har komponeret musikken.

Det er individuelt, hvilken musik der har helbredende effekt på os. Mine kompositioner er personlige og formidler det, som jeg har på hjerte. Det er mit ønske, at mine egne erfaringer kan vendes udad, så du kan få glæde af dem.

Musikkens udtryk

Jeg har altid søgt et kunstnerisk udtryk i min musik.

Min far spillede klaver og guitar og sang med mig og mine søskende. Jeg sad tit ved klaveret og prøvede mig frem. Jeg lærte af at prøve mig frem, og selv da jeg som 5-årig kom til en klaverlærer fortsatte jeg med at eksperimentere og udforske klaver og musikkens virkemidler.

Denne proces gav mig en udsøgt glæde ved klaverspillet, musik og ved livet i det hele taget, som jeg forholdt mig til på samme måde som til mit klaverspil, nemlig som en opdagelsesrejsende og oplevelsessøgende.

Jeg studerede klaver på både klassisk- og jazzmusikkonservatorium. Jeg fik pianistuddannelse og min hobby og mit arbejde flød sammen.

Pludseligt blev jeg ramt af psykisk sygdom. Med ét fik jeg en alvorlig psykose. Jeg blev medicineret mod sygdommen, og imens medicinen virkede, begyndte jeg at bruge musik mere bevidst i forhold til min mentale sundhed. Musikken blev min trøstende ven, som opmuntrede mig i min smerte. Jeg begyndte at lytte mere indlevet end nogensinde. Mit spil fik – på trods af at jeg ikke kan fastholde den samme disciplin som tidligere – fornyet liv og dybde, som jeg ikke har haft i samme omfang før.

Jeg komponerede nu musik til min egen helbredelse, og snart komponerede jeg med henblik på at hjælpe andre til en bedre mental sundhed.

Jeg oplevede, at musik ikke umiddelbart kunne gøres til instrument for et sundt helbred og samtidigt indeholde den kunstneriske frihed i fuldt omfang. Alligevel arbejder jeg hårdt på at bibeholde et vist kunstnerisk udtryk, samtidigt med at kunne præsentere musik, der gør noget godt for den individuelle mentale sundhed.

Jeg holder koncertforedrag i og uden for psykiatrien rundt omkring i Danmark. Her fortæller jeg om musikkens betydning for mit liv og spiller et udvalg af mine kompositioner.

Recovery – Kristian Marcussen

Udgivelser

Improvisations For Piano And Synthesizer
2019: Improvisations For Piano And Synthesizer (Kristian Marcussen)
Klaver og syngeskåle til meditation
2018: Klaver og syngeskåle til meditation (Kristian Marcussen & Gert Bach)